Krise og sorg

Sorg er en langvarig proces. Det er ikke muligt at sætte tid på, hvor længe den varer. At komme gennem sorgen sker ikke som en jævn fremadskridende proces. Det foregår i spring – frem og tilbage. Tiden er en god ven – “for tiden læger alle sår”. Det er imidlertid ikke altid sandt, for nogle tab er så store, at de giver livslange ar på sjælen.

En krisesituation udløser ofte en sorg, som efterfølgende kan fremkalde en krise. Det er tungt at føle sorg. Det mærkes især ved tab i forbindelse ved dødsfald, skilsmisse, job, bolig, selvværd, udseende, eller når et nært familiemedlem bliver sygt eller handicappet.

Sorgarbejde er ensbetydende med at kunne erkende sit tab eller det, der er sket, dvs. man mærker og gennemlever smerten, oplever ked-af-det-hed, skyld, skam og vreden over det tabte eller det skete. Man lærer nye færdigheder, og man reinvesterer sine følelsesmæssige energier i nyt liv.

Kriseforløb – Chokfasen kan vare fra 1 time – 1 dag, hvor der hersker indre kaos – også på trods af en tilsyneladende ro. Der kan opstå en følelsesmæssig lammelse, som om det hele foregik på film eller i en drøm. Andre reagerer udad med råb, klager og skrig.

Reaktionsfasen kan variere fra uger til måneder. Sorgen gør det muligt at frigøre sig fra tabet, og ikke kun fornuften, men også følelserne har fattet det skete. I forbindelse med sorgen forekommer der helt naturlige reaktioner som vægttab, hovedpine, muskelsmerter, åndedrætsbesvær, træthed eller søvnbesvær. Det fysiske ubehag svinger, og nogle dage kommer det bare tilbage og fylder alt, og samtidig føler man sig ekstrem sårbar og dybt fortvivlet.

Bearbejdningsfasen varierer fra ½ – 1 år. I denne fase bearbejdes sorgens følelser efter krisen. Bearbejdes en krise ikke, kan der opstå mistænksomhed, ensomhedsfølelse og en manglende evne til at glædes over livet. Der skal derfor skabes et rum af omsorg og struktur via netværket, så den kriseramte får afgiftet angsten og sorgen samt får genopbygget sin tillid til livet og fremtiden.

Nyorienteringsfasen er en individuel erkendelse af, at livet må gå videre. Man indstiller sig på en tilværelse uden det tabte eller med erindringen om det skete, og nye værdier og nyprøvede færdigheder opøves. Dette medfører ofte et positivt livssyn.