Positiv Psykologi

Positiv psykologi anvender redskaber og metoder, som er afprøvet videnskabeligt, og har fokus på, hvordan vi skaber succes og optimerer vores tilværelse, ikke kun på arbejdet men på alle livsniveauer. Det handler om at rette opmærksomheden mod at udvikle den enkeltes potentiale for at opbygge et bedre liv samt identificere og understøtte exceptionelle evner og styrker. “Det gode liv” eller et mere “meningsfuldt liv” skabes ved at blive bevidst om vores styrker og talenter samt at finde ind til et mere optimistisk syn på livet.

Kreativiteten og optimismen dør ved påvirkning af stress, og derfor kan det være nødvendigt at holde pauser og timeouts i form af meditationer, så vi kan finde ind til en indre balance igen, hvilket blot er ét af de redskaber, man benytter sig af i Positiv psykologi. Derudover laves der analyser i forbindelse med, hvad der giver mening og lyst for den enkelte i et arbejdsliv, samt hvilke styrker man besidder for at kunne varetage dette arbejde. Yderligere kan der undersøges om, hvorvidt optimismen vil kunne øges.

Den mentale kapacitet og åndelige drivkraft, vi besidder, sætter os i stand til at handle ud over vores instinkter. Det hører nemlig med til vores natur, at vi overvejer livets mening. Derfor indeholder Positiv psykologi også mere åndelige eller transpsykologiske aspekter, og her er altså tale om et mere holistisk syn på det enkelte menneske.